Forankret i
Beskæftigelsesministeriet
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er forankret i Beskæftigelsesministeriet.
NFA skal medvirke til, at borgerne i den arbejdsduelige alder har et langt,
sundt og produktivt arbejdsliv inden for rammerne af den teknologiske og
sociale udvikling i samfundet.
Nationalt forskningscenter
NFA er et nationalt center for arbejdsmiljøforskning. Det betyder, at
centret udfører strategisk forskning og medvirker til at sikre den
størst mulige koordinering af dansk arbejdsmiljøforskning. Desuden
skal NFA overvåge den internationale arbejdsmiljøforskning på området.
Mission
NFA’s mission er at tilvejebringe et relevant forskningsbaseret
videngrundlag for at sikre sunde og udviklende arbejdsforhold i
overensstemmelse med samfundsudviklingen og behovet hos virksomhederne og
arbejdsmiljøsystemet. Det sker ved, at NFA:
-
Overvåger, udreder og udforsker forhold i arbejdsmiljøet af betydning
for helbred, sikkerhed og funktionsevne.
-
Bidrager til at Beskæftigelsesministeriets forvaltnings- og
lovgivningsarbejde baseres på den nyeste danske og internationale
viden.
-
Formidler forskningsbaseret viden til arbejdsmarkedets parter,
virksomheder og arbejdsmiljørådgivere.
-
Deltager i universiteternes kandidat- og forskeruddannelse.
-
Samler og formidler national og international arbejdsmiljøviden via
Videncenter for Arbejdsmiljø for at skabe én indgang for virksomhederne
til arbejdsmiljøviden i bred betydning.
Vision
Det er NFA’s vision, at centret skal være arbejdsmiljømyndigheder og
-rådgiveres hovedleverandør af relevant og troværdig forskningsbaseret
viden om helbred, sikkerhed og funktionsevne i arbejdet.